LIGE FRA HJERTET – Details, episodes & analysis

Hanneli Ågotsdatter har besøgt nonnerne på Fraueninsel og fortæller her om livet i klosteret.

"Der er Herreninsel, Mændenes Ø.
Og der er Fraueninsel, Kvindernes Ø.
To små øer i Chiemsee, Chiemsøen.
En stor sø – omkredsen er over 60 kilometer – i Bayern i Sydtyskland, mellem Rosenheim og Salzburg.

Et kendt og elsket ferieparadis.
Og samtidigt en sø med en helt anden slags Paradis: På de to små øer ligger to klostre.

Èt af klostrene er uddødt, afviklet. På herrernes ø er munkene borte og bygningerne er blevet til et museum.
Men på kvindernes ø lever den dag i dag nonner.
Det er dér vi er på vej hen."

Du kan lytte til indtalingen her, og se billeder fra Fraueninsel ved at klikke ind på blogcastens episodelink.

Lyd: Martin Guldberg og Søren Munk

Musik: 'Godsend' af Johannes Bornlof, Epidemic Sound

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
kontakt@kontemplation.dk

I begyndelsen af 1990’erne blev jeg optaget på et af Bob Moores kurser. Arbejdet med energi-øvelser og de særlige former for meditativt arbejde, som Bob videregav, var for mig noget nyt og anderledes. Men det føltes meningsfuldt, og jeg var motiveret.

Da jeg havde fulgt Bobs undervisning i et par år, fik jeg nogle problemer med mine knæ. Jeg havde nogle lette smerter i knæene, som dog var stærke nok til, at jeg gik til lægen. Knæene blev røntgenfotograferet og undersøgt, men der var intet at se. 

Kort herefter var jeg på et af de halvårlige kurser hos Bob. Energiarbejde er jo blandt andet relateret til den fysiske helse, så i en pause dristede jeg mig til at gå op til Bob for at spørge ham til råds. Jeg forklarede ham om problemerne med mine knæ og spurgte, om han havde en idé om, hvad det kunne hænge sammen med. Bob svarede: ”It’s because of your life situation” (”Det er på grund af din livssituation”). Jeg var lidt i tvivl om, hvad han mente og spurgte derfor: ”Min livssituation… Du mener min bopæl, mit arbejde, mine familiemæssige forhold…?”. Bobs svar var kort: ”Yes”. Og da det jo drejede sig om væsentlige eksistentielle forhold, aftalte vi, at jeg kunne komme til en samtale hos ham, når kurset sluttede...forts.

Du kan fortsætte læsningen gennem at lytte med her på blogcasten, eller læse blogindlægget i sin helhed på vores blog på kontemplation.dk.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
kontakt@kontemplation.dk

‘Lad os’, siger Michael Stubberup her, ‘gøre os klart at vores hjerte har en afgørende betydning for vores afspændingssystem, for parasympaticus.’
Og, fortæller han videre, en fordybelse af kontakten til hjertet er en måde hvormed vi kan drage omsorg for afgørende dele af vores eget system.

I denne meditation føres vi ind mod hjertet, fra oplevelsen af vores krops hudoverflade og stoflighed til bevidsthedens rumlige kvalitet.
Og mod oplevelsen af være på vej hjem til os selv.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
kontakt@kontemplation.dk

“Med åndedrættet rører jeg planeten med indersiden af min krop.” 

– Olafur Eliasson

 I naturen er alt forbundet

Det indre og det ydre i vores liv hænger altid allerede sammen – som menneske er vi forbundet med andre mennesker, med naturen og med planeten i alt vi indgår i – i alt der foregår i livet.

Denne forbundethed udfolder sig gennem en lang række naturlige cirkulationer og recirkulationer for eksempel via åndedrættet og hjerterytmen hvor den livgivende ilt fordeles ud i hele kroppen. Hvorefter der fra hele kroppen tilbagecirkuleres affaldsstoffer. Eller gennem næringsoptaget fra væske og fødevarer som recirkuleres som urin og afføring.

Vi er altid – og har altid været – indlejret i et omfattende lokalt økosystem . Vi er – og har altid været – afhængige af biosfærens stoflige kredsløb.

Homo sapiens – en social art

Langt tilbage i evolutionshistorien udviklede vi os som sociale væsener. Hver enkelt af os er beregnet til at indgå i en gruppe og i fællesskaber. Alle de vigtigste biologiske og psykologiske funktioner vi som art udviser, handler om at forbinde del og helhed – handler om at vi bidrager til den fælles overlevelse og reproduktion. Til den fælles bæredygtighed.

Limen i enhver bæredygtig gruppe er den tryghed og tillid som skaber samhørighed.

Fællesskaber udfolder sig i komplekse samfund gennem tilknytning, gensidighed og forudsigelighed.

 Nervesystemets økologi

Vi fødes med forudsætninger for kontakt – og tryg tilknytning de første år er afgørende for vores overlevelsesmuligheder, som individer og som art.

En stor del af de processer der styrer vores krop og nervesystem, er knyttet til neurale cirkulationer som ledsager det at indgå i og forstå andre mennesker i sociale sammenhænge. Dette sociale engagements samlede system forbinder fysiologisk hjernen, ansigtet og hjertet. De sociale processer vi indgår i, omsættes i høj grad gennem sanserne – synet, hørelsen, huden og stemmen –  og gennem fysiologisk og følelsesmæssig afstemning via hjertet og det autonome nervesystem.

Det handler alt sammen om at forbinde det indre og ydre. Vores biologiske og psykologiske indre med vores ydre kontakter og omverden i det hele taget.

 Levende aktiver

Liv og det der fremmer liv, er den centrale værdi i et fremtidigt bæredygtigt samfund, hvor bæredygtige processer og aktiviteter er kendetegnet ved, at de kan udføres igen og igen uden at skade og ødelægge.

Det etiske og eksistentielle perspektiv – ansvaret for at håndtere de grundlæggende udfordringer i livet – er som udgangspunkt forankret i hverdagen i et lokalt liv. Hvor liv og livsprocesser er den altoverskyggende målsætning på alle niveauer. Hvor ansvaret for kloden og ansvaret for at leve et personligt udfoldet og afbalanceret liv går hånd i hånd. Og hvor det at lytte oprigtigt til alle livets signaler – indre og ydre – er lige så naturligt som at sove og spise.

Bæredygtighed som fænomen vil, når det handler om os mennesker, være en praksis, en måde at leve på styret af et systemisk, eksistentielt og etisk perspektiv, hvor det personlige ansvar og medansvaret for helheden er to sider af samme sag.

 Vejen videre

Vi kan vælge at blive bedre til at lytte til de signaler fra kroppen, følelserne og tankerne, som vi allerede mere eller mindre ubevidst bruger til at orientere os efter.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
kontakt@kontemplation.dk

De fleste af os har en grundstemning. En indre atmosfære som vi vågner op til og i ni ud af ti morgener. Som farver vores liv.

Et sådant indre vejrlig har rødder ned i personlighedens meget dybe dele.
Alligevel kan der arbejdes med det. For det er også en vane – omend en dyb én. Meditation kan påvirke og løsne grundstemninger.
Men det kræver at vi i første omgang ser dem i øjnene – spørger os selv om vi har en sådan, ret konstant, livstemperatur. Og om vi er parat til at arbejde med den. I denne meditation spores vi først ind på at tage stilling til om vi overhovedet har en sådan grundstemning (for det er ikke alle for hvem det gælder, der er lykkeligvis ingen regler uden undtagelser).
Som hjælp til at komme på sporet af dette, foreslår Peter tre billeder fra musikhistorien, billeder af de store komponister:
Vågner du om morgenen med en grundlæggende fortrøstning til tilværelsen som en Mozart?
Eller vågner du med en alvor der har en tyngde hen i retning af Beethoven?
Eller står du midt imellem, i hvad Peter kalder ‘Bachs gnistrende neutralitet’?

Disse sammenligninger med de store er naturligvis helt forenklede. Men de kan måske hjælpe os på sporet af os selv. Af vores egen indre meteorologi.

Herfra, fra denne selverkendelsesproces, bevæger meditationen sig videre indad. Mod den dybde hvor vi måske kan begynde at slippe også bindingen til vores grundstemning.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
kontakt@kontemplation.dk

De fleste af os har en grundstemning. En indre atmosfære som vi vågner op til og i ni ud af ti morgener. Som farver vores liv.

Et sådant indre vejrlig har rødder ned i personlighedens meget dybe dele.
Alligevel kan der arbejdes med det. For det er også en vane – omend en dyb én. Meditation kan påvirke og løsne grundstemninger.
Men det kræver at vi i første omgang ser dem i øjnene – spørger os selv om vi har en sådan, ret konstant, livstemperatur. Og om vi er parat til at arbejde med den. I denne meditation spores vi først ind på at tage stilling til om vi overhovedet har en sådan grundstemning (for det er ikke alle for hvem det gælder, der er lykkeligvis ingen regler uden undtagelser).
Som hjælp til at komme på sporet af dette, foreslår Peter tre billeder fra musikhistorien, billeder af de store komponister:
Vågner du om morgenen med en grundlæggende fortrøstning til tilværelsen som en Mozart?
Eller vågner du med en alvor der har en tyngde hen i retning af Beethoven?
Eller står du midt imellem, i hvad Peter kalder ‘Bachs gnistrende neutralitet’?

Disse sammenligninger med de store er naturligvis helt forenklede. Men de kan måske hjælpe os på sporet af os selv. Af vores egen indre meteorologi.

Herfra, fra denne selverkendelsesproces, bevæger meditationen sig videre indad. Mod den dybde hvor vi måske kan begynde at slippe også bindingen til vores grundstemning.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
kontakt@kontemplation.dk

Bob Moore som menneske

Jeg opfattede Bob som et menneske, der var helt nede på jorden og frem for alt et fantastisk eksempel: ’He walked the talk’. Han gjorde det, han talte om og forsøgte ikke at fremstå som noget særligt. Han var, som han var.
Han var meget hjertelig, han havde stor hjertevarme. Jeg har oplevet, at blot en kort kontakt med ham fik tårerne til at strømme, fordi han mødte mig med en usædvanlig åbenhed og accept. Jeg havde en fornemmelse af, at han så mig fuldstændig, som jeg var, med alle skavanker. Og han accepterede mig helt og mødte mig med varme og kærlighed. Det affødte ikke bare taknemmelighed, men tillid og med tiden kærlighed til ham.

Værdifulde erindringer

Et nøgleord i de kontakter, jeg har haft med Bob, er respekt. Jeg følte virkelig, der var en respekt for andre mennesker og deres processer fra hans side. Det, at jeg netop pga. respekten og åbenheden kunne have tillid, gjorde, at det var muligt for ham, meget forsigtigt, at pege ind i nogle af de aspekter af personligheden, som lå hen i mørke, som jeg simpelthen ikke havde kontakt med, og som var vanskelige.

Den irske healer og meditationslærer Bob Moore boede og underviste i Danmark fra 1974 til sin død i 2008. Han har haft afgørende betydning for udviklingen af en moderne, dogmefri spiritualitet i Skandinavien. I 2018 udkom bogen Ringe i vandet, redigeret af Anette Ikast, som er en antologi om Bob Moores undervisning skrevet af en række af hans elever. Herfra stammer dette blogindlæg af Martin Guldberg.

Nu var jeg jo relativt ung, da jeg begyndte hos ham, jeg var sidst i 20erne. Jeg husker et møde med ham, hvor vi talte om mit liv – om hvor jeg boede og om min fremtid. Vi sad nede på hans kontor, og han talte i lang tid med mig om det. Bagefter kan jeg se, at han talte sig længere og længere ind i en åbenhed og kontakt mellem os, hvor han så til sidst sagde til mig: ”But you have to understand, you are still looking for love!” Og jeg tænkte: ”Hvad snakker manden om?” Jeg vidste ikke, at det var sådan, det forholdt sig. Hvordan kan man vide, hvad man savner, når man ikke har mødt det, ikke erfaringsmæssigt kender det? I min egen forestilling havde jeg styr på tingene og var et åbent menneske. Det var først nogle år senere, hvor jeg på overvældende vis mødte kærligheden, at det gik op for mig: ”Hold da op! Det var det, han pegede på.”

Så det kunne være et eksempel på den sarthed, han evnede at arbejde med. Hvis han havde sagt det på en anden måde og ikke havde opbygget tilliden i kontakten i den situation, havde jeg slet ikke kunnet høre, hvad han sagde. Men nu begyndte jeg at undre mig og tænke: Hvad er det, han taler om?

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
kontakt@kontemplation.dk

Nogle gange kan det være svært at sove.

Selv om man er træt og trænger til hvile, synes det vanskeligt at slippe ind i søvnen – måske fordi der er uro i kroppen, eller fordi tankerne og følelserne ikke vil spænde af og falde til ro til.

Nærværende guidede øvelse er tænkt som en hjælp til en dybere forankring i og afspænding af kroppen og energisystemet.

I denne meditations indledning guider Martin os ind i hvordan vi bedst kan gøre, eller snarere lade være med at gøre, og hvordan vi mest konstruktivt kan stille os inden vi lægger os til at sove. Derefter guides lytteren ind i en kontakt til krop og energisystem, som fremmer det dybere slip af gøren og aktivitet, der skal til, for at vi kan lade os synke ind i søvnens healende univers.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
kontakt@kontemplation.dk

Det er vinter, udenfor er luften kold, indenfor er den varm.

Vil du være med til at lave en nærværsøvelse med os?

Måske er du alene, måske sammen med nogen.

Vi står udenfor, eventuelt bare i et åbent vindue, og trækker vejret sammen. Er du med?

Mærk hvordan du kan vælge at trække vejret gennem næsen hvor luften både bliver opvarmet og - en lille smule - renset af næsehårene.

Og vi kan åbne munden og trække den kolde luft ind direkte.

Mens vi veksler mellem disse to åndedræt, gennem næsen og gennem munden, undersøger vi om hvorvidt der er forskel. Hvis vi står sammen med nogen, kan vi tale om det. Måske finder man situationer hvor man ånder på den ene måde – for eksempel når man ved hurtigt løb udendørs er nødt til at ånde både gennem munden og næsen – og på den anden måde: Når man for eksempel er optaget af at få med sig dufte og lugte, ånder man ofte primært gennem næsen.

Vi kan spørge hinanden om vi husker at vi trækker vejret. Kan der gå en hel dag uden at vi husker det? En halv dag? En time…Kan vi mærke det lige nu?

En indånding.

En udånding.

Når vi, som vi gør lige nu, bliver opmærksomme på vejrtrækningen, tænker over den, mærker den, véd lidt om den, så bevidstgør vi den. Mens den er bevidst, er det lettere at slappe af. Også lettere at slappe dårligt humør lidt af, kedafdethed og bekymring.

Vi kan måske tale om nogle situationer hvor vi hver især kan blive bekymrede og anspændte:

Hvad gør dig urolig?

Hvad gør mig urolig?

Mens vi taler om dette, bliver vi ved med at prøve at huske at vi trækker vejret. Det er en leg. Vi ser om vi kan gøre to ting på én gang: Både tale om noget og huske at vi trækker vejret.

Lad os tage denne leg indendørs. Vi lukker nu vinduet eller døren, eller vi går ind hvis vi var gået ud for at trække vejret i kulden.

Nu skilles vi, nu går vi videre med det vi hver især skal. Du skal måske skrive, eller lege eller spille computer, jeg skal måske lave mad, drikke en kop te. Men vi prøver begge at lægge mærke til hvor længe vi kan huske at vi trækker vejret.

Selvfølgelig glemmer vi det om et øjeblik. Måske har vi allerede glemt det nu. Men den af os der først opdager at hun eller han har glemt det, siger det til den anden: 'Ej, nu opdagede jeg at jeg havde glemt at jeg trækker vejret! Hvor længe huskede du det?'

At trække vejret sammen

Det er vores erfaring at det at blive bevidst om sin vejrtrækning, det at foretage den tilsyneladende helt enkle eller banale handling det er at skifte fokus til det faktum at man lige nu trækker vejret, den handling er et af de mest virksomme midler til øjeblikkeligt at sænke spændingsniveauet i personligheden.

Som børn har vi en særlig evne til umiddelbart at forstå dette. Når børn først er blevet opmærksomme på de muligheder der ligger i at tage et par dybe bevidste åndedrag, husker mange af dem det længe. Nogen for altid.

Dagligsproget rummer denne viden: 'Lad os lige trække vejret', siger vi til hinanden når vi føler os overrumplet, 'Lad os lige tage en dyb indånding'. Og har vi fået et chok, siger vi: 'Jeg mistede fuldstændig vejret’, eller: 'Jeg tabte helt pusten', eller: 'Jeg glemte at trække vejret'.

Invitationen i denne øvelse er vi finder sammen i familien, med et barn, med en ældre, med en ven eller søskende, og stiller os i døren et øjeblik og trækker vejret sammen. 

Bare et øjeblik.

Med ønsker om en god og åndende dag.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
kontakt@kontemplation.dk

I de seneste års forskning i følelser og deres grundlag og sammenhæng med det autonome nervesystem er der sket en markant opjustering af forståelsen af den tiende kranienerve, også kaldet vagus. Vagusnerven er en afgørende faktor i det parasympatiske nervesystem – regulering af immobilisering og afspænding. Det centrale i teorien er, at det autonome nervesystem består af tre led i stedet for de velkendte og netop beskrevne to, nemlig således at parasympaticus her består af to ‘grene’:

• Den dorsale vagus (parasympaticus) er knyttet til den ældste overlevelsesstrategi (500 – 600 millioner år gammel) – ved trussel at være ubevægelig – at ligge død. Den dorsale vagus støtter bl.a. hvile, fordøjelse, regeneration og administrerer immobiliseringsadfærd og afspænding.
• Sympaticus – mobilisering og overlevelsesstrategien er kamp/flugt (350 – 400 millioner år gammel) – støtter også nysgerrighed, intention, vrede, mod, lederskab og – spænding.
• Den ventrale vagus (parasympaticus) også kaldet den sociale vagus (150 – 200 millioner år gammel) – overlevelsesstrategien er tilknytning udviklet da dyrene begyndte at føde ”ufærdige” unger. I os mennesker Støtter den ventrale vagus bl.a. kontakt og engagement med omgivelserne. Denne sociale vagus forbinder hjertet og de kranienerver, der styrer musklerne omkring øjnene og i ansigtet, herunder munden, stemmen og det indre øre, alle som led i hjælp til social kommunikation gennem den adfærd, der benyttes til at omsætte følelser.

 De gamle dele af det autonome nervesystem (dorsal vagus og sympaticus) er et selvorganiserende enten-eller-system – dvs. når den ene gren, fx sympaticus, er aktiv, er den anden, parasympaticus, passiv – og omvendt. Det er som et pendul.

Den nyeste gren (ventral vagus) er et både- og system – dvs. at den ventrale vagus på samme tid kan regulere spændingsopbyggende energi koblet med det at være tryg og afspændt indeni.

Bio-fysiologisk har og indeholder vi processer der handler om overlevelse og reproduktion – en selvorganiserende øjeblikkelig proces bl.a. struktureret af amygdala via mønster-genkendelse. Vi fødes ind gennem denne dynamik, som reproduktion og overlevelse for arten – og vi overlever de første år fordi vi bliver givet omsorg – blivet taget af.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
kontakt@kontemplation.dk