Explore every episode of the podcast Du dør hvis du græder

I den her epilog, gør Sigurd status over, hvor han står - og hvilken vej tingene går.

Ulla Koppel er med egne ord født tosseglad. I den her historie fortæller hun om at miste evnen til at synge, danse, grine og græde – men alligevel nyde livet trods sclerose og se det smukke og sjove i alting. Det er fortællingen om at sige ’pyt’, om ballet og om, når lynet slår ned i skorstenen. 

Sigurd får en datter og lander et sted i livet, hvor han ikke længere er på vej frem, tilbage, væk eller videre. Men der er også stor frygt, der skal modbevises, en sørgelig konstatering af noget, der skal ændres, og en sygdomserkendelse, han har svært ved at få på plads. 

Vi vender tilbage til Line, der her i anden del af hendes historie, fortæller om, hvordan hun genvandt tilliden til livet efter både terrorangrebet og senere sin sclerosediagnose. Det handler om at tilgive sin krop, om bevidst at parkere ulovligt – og alting derimellem.

Sigurd sætter sin far, Morten, i stævne for at høre, hvordan det som forælder opleves, når ens barn bliver ramt af en alvorlig sygdom. Mortens reaktion var at krave ind i en hule og skubbe andre mennesker væk – en reaktion, der trækker tråde tilbage til hans tidlige ungdom, hvor han mistede sin søster. 

Lauras far var meget syg med sclerose, fra hun var et lille barn, og som hans sygdom tager til, får hun sværere ved at være omkring hjælpemidlerne – og mister gradvist kontakten til sin far. Det er først, da han dør, at hun endelig begynder at finde et sprog for det, hun ikke har kunnet tale om i hele sin barn- og ungdom. 

Sigurd indser, at han ikke længere lever i overensstemmelse med sine værdier, og i et desperat forsøg på at ændre sin situation, beslutter han sig for at give slip og ramme bunden. Men det lykkes ham ikke – til gengæld bliver han ramt af en banal tanke, som ændrer hans liv.

Malenes ungdomskæreste kaster sig på knæ og frier, den dag hun får sin diagnose. Det bliver starten på et langt og smukt ægteskab, men også på et langt og voldsomt sygdomsforløb. Det her er historien om at fokusere på, hvad man har at kæmpe for i stedet for, hvad man har at miste.

Sigurd begynder at få sin faste gang på hospitalet, og beslutter at tilgå det med samme højtidelighed og dedikation som et fint middagsselskab. Samtidig bliver det vigtigt for ham ikke at blive koblet sammen med sin sygdom, og på en natklub i Marokko går det pludselig op for ham, at han ikke længere er på vej frem i verden – men på flugt. 

Bashar har ikke fortalt sine forældre, at han har sclerose, og han vil gøre alt for, at de ikke skal finde ud af det, før de går i graven. Det her er en historie om at vokse op og blive forælder for sine egne forældre, fordi man har en sproglig adgang til samfundet, som de ikke har. 

Sigurd træffer en beslutning om ikke at ville ind i sorgen. I stedet drager han ud i natten og rejser ud i verden. Morgenfester, modefester og piratfester. Abu Dhabis ørken, Yemens hustage og de marokkanske bjerge – Sigurd gør alt, hvad han kan, for ikke at forholde sig til sin sygdom. Men uanset, hvor langt ud på natten eller verdenskortet, han kommer, er det ikke nok, og han begynder derfor at lave underlige logiske konstruktioner som sin redningsplanke. 

Som ung er Line på Bali med sin højskole, da et terrorangreb rammer deres fælles stambar. Flere af hendes medstuderende dør i angrebet, og da Line 20 år senere får konstateret sclerose, bliver hun sendt direkte tilbage til natten på Bali. 

Sigurd oplevede, at hans omverden talte sorgens, klinikernes og forbandelsernes sprog, men den voldsomme besked sendte meget uventet ham selv ud i den smukkeste sansestorm, han nogensinde har oplevet. Synet af den helt tidlige morgendis over søerne og af en sølvpoppel i blæsevejr. Krokusser i skovbunden, helikoptere på nattehimlen, at vaske hænder i lunt vand - alt var sanseligt. 

Pludselig begyndte Sigurds verden at vælte. Ikke metaforisk, men konkret. Han troede hele tiden, at vægge, træer og spejle faldt ned over ham – og fænomenet, som han i starten tilskrev for mange byture og for lidt søvn, blev pludselig alvorligt, da han blev hastet ind på Bispebjergs Akutneurologiske Afdeling.